Søskende

KRISTIAN MARIUS TEODOR LAURSEN

Født 15-10-1892 i Thise sogn, Salling Nørre Herred, Viborg Amt

død 5. februar 1933 i Portland Oregon

Mor, Esther Mogensen, fortalte os da vi var børn om hendes fars og mors familier. Det gjorde hun både opfordret og uopfordret. Hun har altid haft en god hukommelse, som er kommet hende til nytte i mange henseender, hvorimod nogle har været misundelig på denne egenskab, og har vel også været irriteret på hende, da en god hukommelse ofte kan være med til at sætte åbne spørgsmål i korrekt perspektiv. Dermed kan hun bidrage med sin viden og vil måske ofte få det sidste ord.

Mors fortællinger har også inkluderet hendes fars søskende fra ældst til yngst, og uden at vi havde brug for at vide det, fortalte hun også om deres fødselsdage, bryllupsdage og senere også deres dødsdage, og i tilgift også hvordan de var som mennesker under, i mange tilfælde, trange forhold. Trangt men arbejdsomt.

I mine forældres fotoarkiv er nogle billeder fra min fars familie. En morbror til far, Jørgen Mogensen, var rejst til Chicago og var blevet buschauffør. Han blev gift med en svensker, og deres efterkommere lever derovre uden den mindste viden om, at der er nogen i Danmark, der har viden om dem. Det kalder jeg bristede familiebånd. Vi har det til fælles, at vi sikkert aldrig kommer til at fortælle hinanden om hvem vi er.

Dette skrift omhandler morfars storebror Theodor.
Min morfar mente, at der fandtes en Theodor, som døde som spæd. Det er efterfølgende undersøgt i flere sognes kirkebøger. Mange sogne i Gjern herred samt i Nørre Salling herred, hvor Theodors forældre, Ane og Esper Laustsen, har opholdt sig er gennemgået, og det kan efter grundig søgning ikke bevises, at der var en "Theodor den første".

Men om Theodor kan konstateres, at han er født i Thise sogn, Nørre Salling herred den 15. oktober 1892. Han er døbt Kristian Marius Teodor Laursen. Hans forældre var dengang mejerister på godset Eskær i Salling.

Via en dødsannonce i avisen i 1933 kunne opleves, at Theodor Lausten, 40 år, var afgået ved døden i Portland, Oregon. Der står: "Han rejste i 1911 som 19-aarig til Argentina, hvor han var et Par Aar, hvorefter han var beskæftiget forskellige steder langs Stillehavskysten, inden han tog fast ophold i Staten Oregon, hvor han boede i ca. 20 Aar. For en del Aar siden blev han gift, men Ægteskabet varede kun kort, idet hans Hustru døde efter et Par Aars Forløb. Forældrene overleves af en lille pige på syv Aar; hun opholder sig nu hos en Tante."

Det er herfra vi ved, at Theodor efterlod sig en datter, der "nu er hos en tante". På engelsk dækker "aunt" både over moster, faster og tante, så hun kan lige så godt være en moster, selv om der står "tante" i dødsannoncen. Datteren blev døbt Dorothy og er min mors kusine. Hvis vi tror på dødsannoncens oplysning om Dorothys alder på 7 år, så er hun altså født i 1926 efter d. 5. februar. Hvis hun var født tidligere ville hun være 8 år ved faderens død. Mere senere.

Mor fortalte mig i 1989 om denne Theodor og hun fortalte også, at hendes kusine Lis havde arvet nogle breve fra faderen Listo. Det lød interessant for en amatørslægtsforsker som mig. Af mor lånte jeg et ungdomsbillede af mors kusine Lis, og jeg kørte til hendes bopæl i Torsted ved Horsens. På stien til hendes hoveddør mødte jeg en mand, som jeg viste billedet til og spurgte om han kendte den unge dame, og han nikkede bekræftende og sagde: "Ja, det kan du tro jeg gør, det er min kone". Jeg talte med Erling Nielsen, som han hed, og jeg blev budt indenfor. Lis var heldigvis også hjemme og lavede straks kaffe til os, og selv om jeg kom uanmeldt så kunne der trylles med lidt bagværk. Det hører med til almindelig gæstfrihed.

Jeg berettede herefter om mors fortælling om Theodors breve, og håbede selvfølgelig, at jeg kunne låne disse for kopiering og så returnere dem bagefter. Bønnen blev hørt, og Lis kom tilbage lidt efter med en lille kuvert hvori brevene var. Udenpå stod der "Theodors breve". Jeg takkede for lånet, og efter kopiering afleverede jeg brevene tilbage. Mor var med ved denne lejlighed, og de snakkede meget om tidligere oplevelser i familien og om hvem der var døde, som ofte har en grad af "hvem ved det først" tilstand.

Det har været meget interessant at læse brevene fra Theodor. En udbredt opfattelse i familien var, at Theodor ville være andet en "bondeknold". Han ville være skolelærer, men da han var ældste søn i børnerækken skulle han arve gården, og derfor skulle han være "bondeknold", basta. Det mente hans far Esper Laustsen i hvert fald, og afvigende udskejelser blev kraftigt irettesat. Sådan lyder mine notater fra morfar Jens Viggo Laustsen, Theodors lillebror.
Theodor tog fra Danmark til Argentina, og bevægede sig via Chile og Peru nordpå og via staten Washington endte han i staten Oregon. Fra Portland kom mange breve fra forskellige adresser, men alle i nærheden af byen.
Det tidligste brev er dateret 1911, hvor han er ankommet til Argentina. I det følgende fortæller han om sin rejse til det fremmede og jeg har ikke ændret ved stavemåden, men har tilladt mig at sætte punktum, hvor det af forståelsesmæssige årsager har været nødvendigt. Det håber jeg accepteres. I parentes er indført mine skøn af tid og tekst.

BREVENE

Buenos Ajeres d. 11 Desember 1911
Kære Forældre
Nu er jeg da vel ankommen til Amerika og er rigtig godt ved mod. Vi kom dog ikke i Land før om Søndagen den 10ende Formiddag kl. 9. Da vi kom ind i Toldboden, kom der en dansker, en Hr Petersen og spurgte os, om vi vilde med til Hotel "Skandinavien" et dansk Hotel, og da alle de andre vilde med dertil tog jeg også med. Det er ganske vist dyrt men det er da bedre en at tage ind paa Emigranthotellet, thi der kom to tre Skibe ind den samme Dag som os. Der var maaske hen ved 1500 fra "Kap Finisterre" som kom derind og ligesådan fra de 3 andre det bliver 5 á 6000 Mennesker stuvet sammen der, og naar man saa kender de svinske Polakker og Spanioler fra Skibet saa kan man forstaa at Opholdet der bliver mindre rart. Her paa Skandinavien lever vi meget godt. Vi faar 6 Retter Mad til Middag og ligesaadan til Aften. Det værste er at vi skal opholde os her fra Søndag Formiddag og til mandag Aften kl. 9.15 til hvilken Tid vi skal rejse fra Buenos Ajres. Jeg kommer ikke til at rejse alene derud, der tager 2 af mine Kamerater med, 2 Jyder og særlig den ene er et Menneske jeg kommer til at holde af ombord. Vi delte alle ubehageligheder med hinanden, og dem var der nok af. Vi har jo set os en hel del om i Byen og den er jo en Storstad, langt større end København. Den lænste gade i Buenos Ajres er 5 -fem- danske Mil lang og den er den læn(g)ste i Verden, selv London som er meget større kan ikke klare sig med denne Gade. I kan tro at Byen er køn, store Parker og Anlæg rundt om, selv inde i Byen, og Masser af Palmer og træer som vi ikke kender. Hvis Landet er lisom Byen saa er det godt at man ikke kender det paa den anden side af Atlanten, for saa kom de herover til hobe. Hvad vi endnu har set har overgået selv vore dristigste forventninger. Vi 3 som skal til Cascallares var en tur ude igaar og vi skiftedes til at sige "Aa hvor kønt". Men nu vil jeg ikke trætte jer med mere af den Slags. Jeg skal nok skrive når jeg er kommen derover i Plads. Nogle af mine Rejsekamerater har faaet Plads i Byen for 60 Pesos om Måneden. En Pesos er jo 1 Kr 58 Ører. Jeg har ført Bog over hver Dag under overrejsen og indholdet af den skal i nok faa at vide om ikke før saa engang naar jeg kommer hjem. Vi snakker om Danmark tit.
Nu vil jeg slutte med mange Hilsener til Fødselsdagen og Jul og Nytaar. Og hils saa alle der har Lyst til at høre fra mig. Jeg har det jo godt og er ved god Mod.
Eders hengivne Theodor
PS: Da vi kom iland var Kl 9 herovre, det var alsaa kl 2 eller 3 hjemme Søndag den 10 Desember.
(Cascallares ligger små 1100 km syd-sydvest for Buenos Aires og Tandil ca halvvejs)

Den 31. Marts (1912)
Kære Forældre
I har vel ventet efter at høre fra mig, men mens Høsten stod paa havde man ikke Lyst naar man havde Tid. Men efter den har man det meget godt og har Søndag som hjemme. Jeg vil begynde med Buenos Ajres, som jeg skrev derfra kom vi iland kl 9 Søndag d 10 Desember, boede paa Hotel Skandinavien, rejste fra Byen 9.15 Tirsdag Aften. Om Natten maatte vi nøjes med at se paa vore allestedsnærværende Venner Spaniolerne, som drak Brændevin og kogt Kød de havde medbragt i Tørklæder. Det var jo kedeligt Selskab men vi var jo vant til det.
Vi for saa ud over det jævne med Præriegræs bevoksede Sletteland Provinsen Buenos Ajres. Da det begyndt at dages gik Tiden godt for os, vi betragtede Landet vi paserede. Flad strakte det sig saa langt man kunne se. Store Fåre og Kvægflokke græssede. Dyrkede Marker var der ikke maget af. Op ad Formiddagen kom vi til Tandil en ikke saa lille By der ligger i et helt Bjergparti. Vi stoppede i 20 Minutter og kørte videre og nåede Cascallares en Time forsinket kl 1. På Stationen traf traf vi en dansk Mand Chakerero Peder Pedersen Mønbo. Det var varmt, vi var sultne, havde ingenting spist siden Aftenen forud. Han gav en omgan Øl og viste os Vejen til ud til Ambrosius og saa traskede vi af den cirka 2 danske Mil lang Vej. Lidt før vi naede Estansien gav det sig til at rejne. Vi kom derud gennemblødte og sultne. Blas var ikke hjemme og Peonerne stansede. Kl. 7 ringede det og vi fik noget at spise. Henad Aftenen kom Patronen hjem og stod og bankede i Smidien Milionær som han er. Vi gik derind og Hilste paa ham men han vidste knap om han vilde tale med mig og ligesaa med de andre to. Jeg forsøgte at sige at jeg havde sendt mine Anbefalinger over til ham og at hans Broder havde sk(r)evet en Brev mig angående. Ja hans Broder vrøvlede jo af og til noget af sig i et langt Brev om en eller anden mer eller minde vellykket Jyds Bondekarl, og mine Anbefalinger havde han ikke set. Som i ser var det kun lidet trøstende, og tilføjede han det var ikke ved en tid at komme til Høst. Naa vi var kede af at høre paa hans Vrøvl, vi gik og det blev sengetid. Men hvor var Sengen, vi maatte lægge os paa et par gamle Sække i Laden med vores nye Klæder paa, vaade som de var kom de til at se godt ud, men Natten fik da ende og vi kom op, fik børstede Tøjet af og spiste. Så gik Formiddagen. Vi kom ikke til at bestille noget, men over Middag fik vi hver et Sæt blåt Tøj og kom ud at slæbe sammen. Vi arbejdede saa der i 4 Dage. Kom ud der til en af dem der er paa halvt med Ambrosius, der var vi i Syv Dage. Saa kom en ind til Laust igen, en blev og jeg fik en ny hyrer omtrent helt ude ved Kysten. Min nye Patron er en Fætter til Gunde og heder Nicolas Gundesen. Vi har ikke mer en ¾ Mil ud til Gunde. Her paa Pladsen har vi 750 Td Land høstede 6000 Td Hved og Niels tjener nok 30.000 Kr netto, det er endda det mindste.
Vi er nu færdig med høsten og en tofuret Plov og syv Heste er mid daglige arbejde 7 om Formiddagen og 7 om eftermiddagen
(Fortsættelse af dette brev mangler)

La Table d. 7. Juli (1912)
Kære Forældre
Mange Tak for jert Brev, som jeg har faaet for 3 Dage siden. Det er et slemt svind der er gaaet i eders gamle Naboer, men det kan jo ikke gøre saa meget når de nye ellers er flinke, og det sætter jo gærne Fart i en Egn når der bliver vendt op og ned paa Forholdene. Men alligevel vil I nok savne Møllerens for de var jo alligevel ret flinke Naboer, trods deres smaa særheder. Det er da godt at Bedstemoder i Hammel har fået Fred. Hun har lidt meget i de sidste Aar. Moder skriver at hun var saa daarlig som et Menneske kan blive. Det kan maaske være rigtig nok paa en Maade, men paa den anden Side var hun nok bedre skikket til at dø end de fleste. At lide saa meget som hun uden at man nogensinde hørte at hun k(l)agede sig det er meget mere end de fleste kan, værst er den for Tante Mathilde hun har ikke haft det godt i disse Aar og maaske hun ogsaa tabt meget af sin Sundhed over hele Tiden at gaa om Bedstemoder. Niels holder Ribe Amtstidende og vi har læst om at Jylland har været hærget saa skrækkelig af Sandflugt særlig i Horsensegnen staar der. Men jeg og Niels har talt om at vi næppe kunne tro det har været bedre paa de meget lettere egne ved Viborg. Han har tjent i Uldbjerg og er kendt i Vorde saa han kender jo Egnen. Jeg skriver ikke noget om Forholdene men det er ikke let for vi oplever ingenting. Det er i det hele ingen Interesant Tilværelse og det er ikke hver Dag at vi ser andre Mennesker. Siden den 20ende Februar har jeg ikke bestilt andet end at pløje 7 Heste hver halvdag. Til at begynde med faldt det jo lidt tungt med alle deHeste men nu er jeg jo vant til det, saa det gaar lige saa let som med 2. Bygningsmåden kender i jo fra Mads Kristiansen det er jo kun Jordhytter. Jorden er meget god til Hvede, Havre, Mais, og Kartofler kan her da ogsaa gro, men de bliver vandede og søde. Når Mads har fortalt at Niels var svagelig så er det ikke rigtig. Det enste han fejler er en Ligtorn på højre Fod saa det er ikke slemt. Han er 68 Tommer høj, tyk og fed og befinder sig godt. Jeg har det saa godt som det kan lade sig gøre i Udlandet. Det er jo ikke som hjemme. Vi lever godt i Vinter, om sommeren er det all Slags, jeg skal ikke raade nogen fra eller til at rejse herover. Mang(e) befinder sig godt og andre er lige ved at forgaa. Det er efter hver enkelts egen Natur. For resten er det en belejlig Tid at komme herover idet Biletten kun koster 60 Peso, det er jo næsten ikke mer en(d) halv Pris. Nu vil jeg slutte for denn Gang med mange kærlige Hilsener til eder.
(Bedstemoderen i Hammel døde 27-04-1912. Mathilde er Theodors moster.)

Mendosa d. 20 Februar (1913)
Kære Forældre
Det er en stor skam at jeg ikke har skrevet i saa lang Tid, men nu har vi jo endet Høsten og jeg omtrent forladt Argentina, jeg er i Mendosa ved Chiles Grændse og rejser i morgen tidlig over Bjærgene til Valparisio og derfra til Australien med det første skib. Jeg har købt en engelsk bog og studerer engelsk paa Rejsen. Lidt før høst fik vi en Periode saa tør at det vældigt lovende Høst svandt ind til næsten ingenting, og der er kommen saa mange herover som aldrig før. Da jeg var i Hovedstaden gik der saa mange at der ingen tal var paa dem og brugte de par skilling de havde tjent i Høst, løb paa Hjælpeforening og Konsulat, for at blive hjulpet til Arbejde eller sendt hjem til Danmark. Jeg for min part syntes ogsaa det blev til for lidt, hvorfor jeg nu rejser. I Australien er der dog engelsk Sprog og Lov. Og det er saamænd ogsaa et bedre Land end Argentina. Selvfølgelig kunne jeg tjene mere en(d) hjemme, men hvis der er noget bedre er det ikke for godt. I synes vel det er sært at jeg ikke har skrevet før, men jeg har ikke været længere om at tage den beslutning end jeg var om det da jeg rejste hertil, det husker i jo nok. Jeg skal nok tage det overtværs og skrive naar jeg er kommen i Land hvordan jeg har det. Iøvrigt maa i endelig ikke være bange for min Person jeg skal nok klare den. Det er gevaldigt som i laver om paa det derhjemme kan jeg se af Faders Brev fra Nytaarsdag. Maatte i faa god held baade med Kæret og Hoppen saa er det jo noget der kan give Penge begge Dele. Nu håber jeg at i alle er raske derhjemme. Hvis jeg havde gjort som jeg havde Lyst til var jeg rej(s)t hjem men det kan ikke Nytte naar man er ude i Verden at give efter for sine Følelser. Jeg har sendt et 100 Kroner hjem som i nok vil faa før det(te) Brev.
Mange Kærlige Hilsener fra Eders Theodor.

Callao Peru d. 25. August 1913
Kære Forældre og Søskende
Det er en skam af mig at saa lang tid er gaaet uden at jeg har ladet høre fra mig, men det er nu ikke saa lige en sag. Mig selv er der jo ikke meget at fortælle om uden at jeg er frisk og rask og har det godt. Hvad jeg hører og ser er ikke meget bevendt, det er ikke saa dejligt som en dansk Poet kan gøre det til. Calao ligger paa 12te Breddegrad sønden Linie, saa i Troperne er det jo godt nok, men Poesien forsvinder ved selvsyn, den existerer egentlig kun paa Papiret og i en overspændt Digters Hjærne. Men lige meget, jeg har jo da set mange lande nu, deres Natur og Folkeslag, Sæder og Skikke, det kan jeg da bedre fortælle naar jeg kommer hjem igen Gud ved hvornaar. Arbejde har jeg da haft her, men det er ikke godt betalt circa 4 Kr om dagen. Det er jo Vintertiden heldigvis, jeg har heller ikke i Sinde at udsætte mig selv for Perus Sommersol, den bliver nok stærk. Jeg gaar nu op til Amerika eller Australien. Naar jeg skriver America mener jeg selvfølgelig U.S.A.
Naar jeg kommer til en af disse Pladser skal jeg slaa mig fast. Jeg kan tænke at I ikke kan lide dette Flakkeliv, selv kan jeg heller ikke og samler Penge det gør man jo heller ikke ved I. Nu er jeg ogsaa temmelig godt udrustet til at sætte mig fast i et af disse Lande. Jeg har nemlig lært en hel del af det Engelske Sprog her i Peru. En Dag stod jeg nede ved Havnen og talte med en engels(k)talende Mand, spurgte han mig efter en længere Samtale om jeg var Yanke. Engelsk født kunde han nok høre jeg ikke var, men troede alligevel engelsk var mit Modersmaal, altsaa at jeg var Amerikaner. Da han blev gjort opmærksomt paa sin Fejltagelse, og at jeg ikke engang havde været i et engels(k)talende Land rystede han paa Hovedet, det kunde han ikke forstaa. Det er nu meget lang tid siden jeg hørte hjemme fra men det er jo min egen skyld. Nu haaber jeg I vil skrive efter nedenstaaende Adresse. Nu skal I faa de bedste beskrivelser af det Land jeg har levet i den sidste tid. Peru er 1.769.804 Km2 stor, 4.559.550 indb i 1896. Religion Rom. Kath. Hovedstad Lima 140.884 indb i 1904. Folkerepræsentation Senatet, 48 Medl, og Deputeretkammeret 108 Medl valgt paa 6 Aar. Overhoved Præsident Billinghurst tiltr. Reg 24/9 1912. Jeg haaber at i alle har det god(t) og er raske for det er næsten det vigtigste af alt. Naar I nu skriver igen saa vil I nok fortælle lidt om alt og alle derhjemme. Nu vil jeg slutte med mange kærlige Hilsener fra eders hengivne Theodor Laursen Callao.
PS: Consulado de Dinamarca, Calle Lima 21, Callao Peru, Sud America
(Guillermo Billinghurst var præsident I Peru fra 1912 til 1914)

Oswego Oregon 12 Februar 1914
Kære Forældre!
Siden I hørte fra mig sidst er jeg jo kommen op til Onkel Sam. Har godt Arbejde og god betaling, men I kan tænke at jeg længes efter at høre fra Eder da det er 14 Maaneder siden jeg hørte fra jer sidst. Som I ved er det min egen Skyld da jeg har flaket saa meget rundt at de Breve I naturligvis har sendt, aldrig har naaet mig. Jeg arbejder paa en Farm som tilhører en Bankier i Portland som ejer ca 10 Millioner Dollars. Mig kan det være det samme de tilhører heldigvis ikke mig. Bestyreren og hans Hustru er ganske unge Folk han Tysk- Amerikaner hun Norsk-Amerikaner begge født her i landet. Det er flinke Folk som ønsker at gøre alt paa det bedste. Fire af os bebor et lille Hus som er beliggende ca 100 Alen fra Hovedbygningen. Hver af os har eget Værelse med Elektrisk Lys, vi har V.C. og Badeværelse. I kan spørge Bønderne derhjemme hvorfor de ikke giver deres Folk et saadant Hus. Mine tre Kammerater er to Amerikanere og en dansker født herovre. Han taler dansk men meget mangelfuldt saa vi bruger det ikke, men holder os til Landets Sprog. Jeg vil nu fotælle lidt om hvordan dagen gaar for os. Vi staar op 6½ spiser Frokost hver Morgen Havregrød Pandekager brunede Kartofler stegt Flæsk Brød Mejerismør og Kaffe, arbejder til 12 og vel at mærke vi arbeder slaar ikke Tiden for "Time es Money" "Tid er Penge" ved I de siger og tro bare ikke at det gør nogen Forskel at Ejeren har 10 Millioner, saa gaar vi løs paa den ellevte. Fra 12 til 1 har vi middag og arbejder igen fra 1 til 6. Sommer og Vinter er det samme, det er jo kun 10 Timer hviolket for Landbruget maa siges at vær rimelig. Den løn jeg faar vil bliver 450 Dollars hvis jeg bliver for et Aar. Ja men det er jo ikke mere end naar en dansk karl tjener 450 Kr vil man indvende, hils fra mig og sig det passer ikke. Sidste Lørdag var jeg i Portland og blev pudset op, fik et Sæt Tøj for 12,50 (dollars), kunde ikke købes i Danmark for mindre end 45 Kr. Jeg har aldrig været saa Elegant i et Sæt Tøj som dette. Efter alt lad dem arbejde for de danske Bønder som vil "I don’t want it" Hvis I alle er raske og har det godt saa er jeg veltilfreds.
Theodor Laursen
Iron Mine Farm Oswego Oregon U.S.A. se Konvolut

Udateret brev fra Portland Oregon U.S.A
Kære Forældre og Søskende
Det er saa længe siden jeg har skrevet at I maaske tænker jeg er død, det er jeg nu ikke Ukrudt forgår ikke saa let. Jeg længes meget efter at høre fra Eder. I har det vel ogsaa haardt i denne Ulykkens og Krigens tid. Her i de forenede Stater føler vi det haardt, der er Millioner af arbejdsløse masser af sultne Kvinder og Børn. Alle Skibene ligger i Havnene Savmøllerne er stoppede, ingen Skovarbejde ingen Jernbaneanlæg, fire ting som jo beskæftige største parten af befolkningen her. Hvad nyt vi faar fra Krigen har gaaet gennem saa mange Hænder saa meget trukket fra og saa meget sat til at man aldrig ved hvad der er sandt, men saa meget er sikkert at det er et frygteligt Myrderi paa alle sider. Godt er det at Danmark ikke er blandet i det, man skulde jo ikke ønske ondt for nogen, men jeg kan ikke lade være at ønske Tyskerne den værste part. Herovre er alle meget anti-tysk, derimod sendes den ene Skibsladning efter den anden til Belgien. Vi er lykkelige herovre at vi har en mand som Wilson til Præsident, alle er enige at hvis Teddy havde været i "The White House" saa havde vi haft Krig forlænge siden. Det sidste Aars tid har jeg nu opholdt mig i de to Stillehavsstater Oregon og Washington de to nordvestligste af de forenede Stater hvad vi derhjemme kaldte det fjærne vilde Vest paa engelsk "The far Wild West". Det er nu ikke saa vildt enda. Der er gode penge at tjene om Sommeren, men naar saa Vinteren kommer og man skal leve paa skillingen, saa er man lige vidt næste Foraar. Jeg tænker næsten det er bedre hjemme, stadigt Arbejde, tjener mindre bruger mindre og lever et menneskeligt Liv, naar alt kommer i betragtning saa er det et Hundeliv herovre. Jeg er nylig kommen til Portland fra den anden side af Bjærgene hvor det blev for koldt. Her er det Kystklima næsten som i Danmark og lidt mildere. Før jeg kom herned havde jeg ikke set eller talt med en dansker i 7 Maaneder. I kan tro det er ensomt at være imellem fremmede og tale et fremmed Sprog hele Tiden. Jeg haaber I har det godt og er raske som jeg er selv, og skriv saa endeligt med det samme. Jeg har ikke hørt fra Eder siden den 1ste Februar 1913 lige før jef forlod Argentina. Siden den tid har jeg flakket rundt saa aldrig et Brev har naaet mig.
Med mange kærlige Hilsener fra Eders Hengivne Søn og Broder Teddy.
PS: I kan prøve at oversætte følgende eller faa nogen til at hjælpe Eder "The two sweetest Words in our Language are Mother and Home". Skriv i et Hjørne af Konvolutten "Please do not return before after 60 days". Min adresse er Portland Oregon U.S.A.
(Woodrow Wilson var amerikas 28. præsident fra 1913 til 1921. Den omtalte Teddy er lig med Theodore Rosevelt, som var modkandidat ved valget i 1912.)

Mabel Oregon Nov 7, 1915
Kære Forældre og Søskende
Først I maa undskylde at jeg ikke har skrevet før, men det er saa haardt at faa begyndt. Det er med mig som en Amerikaner der siger at han hellere vil malke en Høne and skrive et Brev. Når jeg faar begyndt saa går det. Nu er det jo Efteraar og der er mere tid, om Sommeren og om aftenen er man for uoplagt. I har vel ikke ret gode Tider derhjemme med Krig paa alle Sider. Det er da godt at Danmark ikke er med, skønt der er næsten et Under at de kan undgaa det. Herovre er jo heller ikke gode Tider, men vel nok bedre end hjemme. Krigen faar skyld for alting ogsaa de dårlige Tider her endskønt det modsatte burde vær tilfældet. Farmerne faar høje priser for deres Korn. Sidste Vinter saa meget som 1,50 pr 60 pund af Hvede, hvilket er ca 20 Kroner pr Tønde. Fabrikkerne i de Østlige Stater gaar baade nat og Dag, men alligevel er det smaat med Penge man og man imellem, for Ulykken med Onkel Sams land er at det er kun nogle faa store foretagender som høster hele profitten. I har vel læst om "Trust" hvilket mener at en forening af Rigmen opkøber hele beholdningen af en Ting og sælger til hvilken Pris de finder paa at forlange. Staaltrust, Olietrust, Korntrust osv. Jeg har nu i snart to Aar opholdt mig i Oregon og Washington de to nordvestlige Stater, som er over halvdelen storskov, og Skoven er da ogsaa en Hovednæringsvej i disse to Stater, resten er dels meget frugtbar Agerland hvorpaa gror Hvede, Mais, Havre, Rug, Byg og alle mulige slags Frugt, selv Abrikoter Vindruer, resten er Ørken med tørt flyvesand hvorpaa ikke engang en Hare kan leve. Man kunne faa dette land for at henvende sig til Regeringen, men der er ingen som vil have det!
Jeg har haft godt Arbejde hele Sommeren med god betaling. Har været rask og haft det godt, men jeg begynder at længes efter Danmark. Desuden finder man ikke Guld paa Gaden i Amerika. Vi tjener lidt mere, og alting koster mere saa i Enden kommer det næsten ud paa ét. Jeg haaber I er raske og har det godt. Der er vel saa mange forandringer hjemme at man ikke kunde kende det igen. Det sidste Bræv jeg fik hjemmefra fortalte jo hvordan der er vendt op og ned paa alting. Alle de gamle Naboer borte og nye kommen ind. Når i skriver igen lad mig vide hvordan det gaar med Ungdommen. Niels L(a)ustsen er vel gift, vi begynder jo at blive gamle, jeg er nu over 23. Faa Listo og Laura til at skrive et Brev, maaske Listo er Soldat saa har han vel en hel del at fortælle, han var jo en gemytlig Fyr, saa han er nok en rask Soldat, og Viggo er vel en stor Karl, han kan jo lade mig vide om han er blevet Kontorist eller bare en Bondekarl. Han bliver vel vred når man kalder ham bonde ligesom han plejer, men saa er der jo en smule vand imellem os. Jeg tænker lidt paa at naar vi sloges, I gamle sagde "Der bliver nok Vej imellem jer" for der jo masser af Vej imellem mig og de andre. Det regner ganske forfærdeligt idag og vi fik vor første Sne.
Nu mange Kærlige Hilsener til alle derhjemme, én Glædelig Jul og godt Nytaar fra Eders hengivne Søn og Broder Theodor.
Mens Resort 4rd and Burnside Portland Oregon
(Han bliver mere og mere amerikansk og skrev "man og man" i stedet for mand og mand og "Rigmen" i stedet for Rigmænd)

Tre julepostkort dateret Mabel Oregon 6. December 1915
Kære Forældre og Sødskende
Snart ringes Julen ind for femte gang sinden jeg forlod gamle Danmark. Det forekommer mig som fire Maaneder i Stedet for fire Aar. 1911 -1912 havde jeg Jul i Argentina. 1913 til Søs, sig saa at 13 er ikke et uheldigt tal, 1914 og 1915 her i U.S.A.
Det er da godt at vore danske "Jenser" ikke holder Jul i Skyttegravene som de engelske. Naturligvis alle de andre Landes Soldater lider jo samme skæbne, men herovre staar England os jo nærmest, hvad vel ogsaa er tilfældet derhjemme. Herovre ønsker man denne ulykkelige Krig maa snart faa Ende. Ihar vel læst om Henry Fords tur paa "Oskar II".
Det regner her hver enste Dag, bare det vilde Sne det vilde gøre godt for en forandring. Jeg håber I alle er raske og sunde. I skal vel have Gilde paa Thorsdag. Held og Lykke i Dagens anledning. I maa undskylde men jeg kommer ikke. Og nu mange Kærlige hilsener fra Eders Hengivne Søn og Broder. Glædelig Jul og ét godt Nytaar. Skriv snart til Mens Resors 4rd and Burnside Portland Oregon U.S.A.
PS: Det er ulykkelige Tider for de stakkels Sønderjyder
(Forældrene havde bryllypsdag 9. december. På forsiden af kortene er printet "A Joyful Christmas", "With best Christmas Wishes" og “To wish you a Merry Christmas and a Bight New Year")

2 udaterede fødselsdagskort til Theodors mor, Ane.
Kære Moder
Mange Kærlige Hilsener paa Fødselsdagen fra din hengivne Theodor. Jeg haaber I alle har det godt og ikke døjer for meget under Krigen. Jeg har skrevet til Listo og beder jeg Eder hilse alle særlig gamle Ane Vinkel og Lærer Nørgaard ligeledes Marie Giversen og sig hende Tak for Brevet.
Eders hengivne Theodor
(På forsiden har Theodor oversat "A Happy Birthday" med "En Lykkelig Fødselsdag")

Det andet kort
Mange tak for brevene som jeg fik for nogle dage siden. Det var jo en hel overraskelse at selv Magda giver sig af med at skrive Breve. Alt er ved det gamle her, jeg er rask og har det godt. Jeg er meget glad for min gamle Ven Hald Christensens Adresse. Vi har gaaet igennem meget sammen, jeg har skrevet til ham idag og venter snart at møde ham. Håbende I er alle sammen raske og har det godt.
Mange kærlige Hilsener Theodor
PS: Jeg bruger idag et kort saa I kan se Portland

Wanna Oregon Nov 28, 1921
Kære Forældre!
Nu er det snart saa længe siden I har hørt fra mig at I tænker vel jeg er baade død og begravet, men Ukrudt forgaar ikke saa let. Jeg er rask, og har det godt, men vi fik jo også Krigen at føle herovre, skønt det var vel værre derhjemme. Det er saa længe siden jeg har hørt fra Eder, at jeg ved slet ikke hvordan det staar til. Jeg skal nu prøve paa at skrive engang imellem saa I kan fortælle hvad der foregaar hjemme.
Her i Amerika har vi haft temmelig gode Tider siden Krigen sluttede, men det sidste Aars tid har begyndt at blive dårligt. Vi betaler endnu store Priser for alt som vi skal købe, og faar mindre for hvad vi har at sælge. Alle Nationer i Europa skylder Amerika saa mange Pænge at deres Pænge er gaaet ned paa Kursen saa hvad de køber i Amerika koster for meget. Udfaldet er at de maa undvære amerikanske varer, derfor har fabrikkerne herovre ikke arbejde nok. Der er for tiden ca 6.000.000 arbejdsløse, saa I kan nok forstaa at det ser ikke saa dejligt ud. Vi er heldige her i Oregon, for her jo kun Agerbrug og Saveværker. Farmerne kan altid leve og savværksbruget begynder at blive bedre ogsaa. Japan køber en masse Tømmer, de skal have en udstilling næste Aar, det hjælper lige for tiden. Portland skal ogsaa have en stor udstilling i 1925 det har I vel læst om i Bladene hjemme. Portland har forandret sig meget til sin fordel siden jeg kom hertil i 1913. Det er jo den eneste rigtig storby, som vi har i Oregon. Det har været et ualmindeligt Efteraar over hele landet, Frost og Sne hver dag. I Cascade Bjærgene 150 engelske Mil herfra er der 42 Automobiler begravede i 12 fod Sne nu for tiden. Men her paa Kysten bliver det bare til regn, og det er jeg glad for. Nu maa I hilse alle derhjemme fra mig. Glem ikke Mads Kristiansen og Lærer Nørgaard, jeg håber da at de er levende begge to, ogsaa Jens og Else i Lyndrup, og ganske særlig Tante Mathilde. Og saa til slut mange kærlige hilsener til Eder alle fra Eders hengivne Søn og Broder Theodor.
PS: Kan I lade mig vide om Esper og Bent er i Olds Alberta endnu, og saa Glædelig Jul. Skriv snart.
Min Adresse er Christian T. Laursen, Box 112 Wanna Oregon U.S.A.

Portland Oregon Dec 5, 1924
Kære Forældre!
Nu bliver det snart Jul igen, saa jeg kommer til at lade høre fra mig. Sidste gang jeg fik brev fra Eder kunde jeg ikke svare paa det fordi jeg laa paa Hospitalet i Eugene Oregon. Jeg havde lige haft blindtarmen taget ud og den gik i stykker, saa Lægerne mente ikke jeg kunde leve. Jeg havde syv af di bedste Læger i Oregon. Jeg laa der i tre Maaneder, og det blev værre hver dag. Saa blev jeg oppereret paa igen uden at blive bedøvet, det gjorde ondt skal jeg sige, men denne gang gik det bedre. Jeg kom ud i et Maaneder, men var svagelig i lang tid. Saa anbefalede Lægerne mig til at rejse til California for at faa mere Solskin. Saa var jeg dernede i lang tid og blev ogsaa temmelig rask igen, men jeg kunde ikke blive der. Jeg havde været i Oregon for længe til at blive borte, og der var ogsaa en anden grund som jeg nu skal fortælle jer om. Medens jeg laa i Sygehuset havde jeg en lille sygeplejerske som jeg syntes var en sød lille Pige. Hun pasede meget godt paa mig, og havde vist meget at gjøre med at jeg levede. Hun var næsten kun et Barn saa jeg kunde ikke spørge om hvad jeg ønskede. Men da jeg kom tilbage fra California blev vi forlovede og for at gjøre en lang Historie kort, hun er nu min Kone. Hun blev tyve Aar gammel den anden Juni, og vi blev Gift den sjete. Saa nu har i en Amerikansk Svigerdatter. Det synes I maaske ikke saa godt om, men det er for sent nu.
Hvordan står det til derhjemme. Jeg haaber da I er raske og har det godt. Børnene bliver jo store, Magda er vel femten Aar gammel, er hun ikke. Hun har vel Hunde og Katte endnu. Viggo er vel blevet Gift. I skrev sidste gang at han var forlovet. Jeg kan ikke forstaa det, de var kun Smaabørn dengang jeg rejste til Argentina, men tiden gaar og vi bliver gamle. Vi har haft daarlige tider her i America det sidste Aars tid, men jeg haaber det bliver bedre næste Aar. Jeg kan nu ikke klage mig jeg faar 125 Dollars om Maaneden, saa vi kan da leve. Jeg arbejder endnu paa savmøllerne, det har jeg gjort i mange Aar, saa jeg kan altid faa en god Plads som Maskinemand eller Formand.
Naar I skriver igen vil I saa give mig Bents Ads. Hvis han er i Washington saa skal vi en tur op og se til ham. Sidste gang I skrev kunde jeg ikke læse Byens Navn hvor han bor. Det er godt I har faaet saadan en fin Gaard som "Lundgaard" det er jeg meget glad ved. Nu mange kærlige Hilsener til Eder alle og en glædelig Jul og et godt Nytaar.
Eders hengivne Søn og Broder Theodor

(Oprindeligt var der flere breve, men ingen ved hvor disse er i dag. Men ét skal dog bemærkes, nemlig at der ingen breve er gemt efter 5. december brevet 1924. Så vi ved intet om hvordan Theodor har haft det efter Mary Ellens død i 1926.)

Jeg fremstillede også en kopi af brevene til mor, og hun fortalte hendes faster Erika (Theodors lillesøster) om de "genfundne" breve, og efterfølgende bad mor mig sende en kopi til faster Erika. Mor har senere fortalt, at faster Erika græd efter at have læst brevene. Både af glæde, da et af brevene fortalte, at Theodor var blevet gift med en sygeplejerske. Men også af sorg, fordi broderen også har lidt uden at kunne få familiens trøst. Han var ved at dø på grund af en sprængt blindtarm. Men efter en lang rekreation i Californien klarede han at overleve. Det var under indlæggelsen med den sprængte blindtarm, at han blev forelsket i den unge sygeplejerske Mary Ellen. Men faster Erika blev meget bevæget efter at have læst brevene.
Erika har næppe haft den helt store hukommelse om storebror Theodor. Hun blev født d. 3. december 1905, og Theodor rejste i efteråret 1911. Men efter at have læst brevene kunne Erika nu bedre forstå de gange hun selv oplevede hendes mor græde en gang imellem, tilsyneladende uden årsag. Theodor skrev også et sted: "I kan prøve at oversætte følgende eller faa nogen til at hjælpe Eder: The two sweatest Words in our Language are Mother and Home".

Oprindeligt var det min plan at finde Theodor og Mary Ellens datter og invitere hende til mors 75 års fødselsdag i år 2000, men tiden til at finde den eneste "ukendte" kusine i mors familie var dengang ikke til stede, så projektet blev skrinlagt fra min side, selv om interessen for at finde og opsøge hende altid har været der.

Efterfølgende har andre familiemedlemmer også læst brevene. Mors fætter Leo Haurits Nielsens kone, Ramona Pedersen, skal nævnes i denne forbindelse.
Ramona har igennem en årrække forsøgt at finde Theodors efterkommere i USA, og har gjort en virkelig stor indsats for at finde "kusinen". Det er Ramona der har fundet ud af, at barnet hed Dorothy, såvel som fremskaffet de to dødsattester og vielsesattesten for Mary Ellen og Theodor. Min bror Erik fandt ud af, at Mary Ellen og Theodor var blevet gift i Clarke County i staten Washington, hvor der var lempeligere regler om giftermål end i Portland, Oregon. Byen Vancouver Clark ligger lige på den anden side af floden Columbia.

Jeg har haft lejlighed til at se materialet, men må her appellere til Ramona om selv at fortælle historien om det store og tidskrævende søgearbejde. Fortælle om Mary Ellens familieforhold, søskende, forældre, hvor de kommer fra og hvad de bestiller. Også fortælle om alle kontakterne til de mange private personer, institutioner, registre, professionelle slægtsforskere etc. Hvis nødvendigt skal jeg gerne bistå med korrekturlæsning og opsætning.

Kirkebøgerne er digitaliserede og som nævnt allerede er Theodor fundet i Thise sogns kirkebog opslag 6.
Her står: Kristian Marius Teodor Laursen, født 15. oktober 1892 i Sønder Tise, Tise sogn, Salling Nørre Herred, Viborg amt, døbt i Tise kirke d. 1. januar 1993.
Han blev konfirmeret i Bjerregrav kirke d 30. september 1906, se V. Bjerregrav sogns kirkebog opslag 79.

Iblandt andet materiale har Ramona tilsendt mig Theodor og Mary Ellen bryllupsattest og deres dødsannoncer, og sammenfattende på denne hjemmeside kan der her viderebringes følgende viden:
Theodor døde i Multnomah County, Oregon d. 5. februar 1933 kl 05.55 under navnet Christian Laurson. Han boede 47½ N. Third Street, var enkemand og ernærede sig som "Planerman" (arbejde på savværk).
Han blev obduceret på hospitalet samme sted og dødsårsagen i attesten anføres som følger: Mitral stenosis. Dilatatio + Hyperthrophia of R1 heart. Chronic ??? congenital of loungs. ??? Dette kan fordanskes til: Forkalkning af mitralklapperne. Udvidelse og forstørrelse af højre hjertekammer. Mitral stenose, som er en unormal forsnævring, kan ofte være forårsaget af gigtfeber. De medfødte dårlige lunger kan være årsag til forstørrelsen af højre hjertekammer. Kort sagt; hjertet var slidt op.

Theodors dødsattest

Christian T. Laurson (Theodors navn I USA) blev gift d. 6 Juni 1924 med Mary Ellen Cluckey i Clarke County, Washington. Hun blev født d. 2. Juni 1905 i Oregon. Hendes far hed John Cluckey og moderen hed Mary Jane Foster. Mary Ellen døde i byen Metzger, Beaverton Road 1, Washington County, Oregon d. 14. Juli 1926. Informanten er Ada E. Cluckey (Mary Ellens lillesøster).
På dødsattesten står følgende: Suicide. The cause of death was: Acute hemorrhagic gastritis due apparently to arsenical poisoning. Dette kan fordanskes til: Selvmord. Akut blødende gastrit formodentlig på grund af arsenikforgiftning.

Mary Ellens dødsattest

Der kan være mange årsager til at Dorothy’s moder Mary Ellen begik selvmord, men der kan kun gættes på om den tragiske hændelse har haft relation til hendes familie, og intet kan siges med sikkerhed.
Datteren Dorothy blev født efter 5-2-1926 (syv år i 1933, stod der i avisannoncen) og moderen begik selvmord juli 1926, tre til fire måneder senere. Kan det tænkes, at der har været noget galt med ægteskabet med Theodor? Nej vel. Han har været lykkelig og har til sin mor og far beskrevet sin lykke i brevet dateret d. 5. december 1924.

Men selv om det er 15 år siden han sidst har set sine forældre skriver han: "...men da jeg kom tilbage fra Californien blev vi forlovede og for at gjøre en lang Historie kort, hun er nu min Kone, hun blev tyve Aar gammel den anden Juni, og vi blev Gift den sjete, saa nu har I en Amerikansk Svigerdatter, det synes I maaske ikke saa godt om, men det er for sent nu". Han har både været spændt på at fortælle forældrene om sin glæde, men udtrykker også en vis respekt om hvad de nu ville sige. På trods af at Theodor ikke havde set sine forældre siden slutningen af 1911 bevarede han respekten for forældrenes mening.

Om Mary Ellens forældre har været i svær ulykke og har påvirket Mary Ellen til selvmordet er også et gæt, som kun samtiden kan bekræfte eller afkræfte. Men når Mary Ellen er blevet gift og er lykkelig, og har fået et barn og er endnu mere lykkelig, så må de eventuelle problemer med forældrene have været mindre betydende, måske ligegyldige for Mary Ellen.

Derimod kan en fødselspsykose været påvirket af den nyfødtes tilstand. Barnet kunne være født med en sygdom, som forældrene har tålt i nogen tid, men tolerancen varede ikke længere end til d. 14. Juli 1926, hvor moderen begår selvmord.

Jeg tror ikke, at enkemanden Theodor har kunnet passe barnet efter Mary Ellens død, og det er nok derfor, at der i dødsannoncen i avisen står, at barnet opholder sig hos en tante. Det har det nok gjort i et stykke tid.
Theodors liv efter konens selvmord og hans manglende evne og tid til at passe datteren, har haft en meget negativ påvirkning på hans liv. Seks år senere dør han selv.

De forklarende, men manglende, breve overlevede ikke tiden og nogle breve blev måske censureret bort af forældrene. Hvad stod der i disse breve?

Hvis jeg forhåbentlig har uret i ovenstående gætværk om årsagen til Mary Ellens selvmord, så kunne det være interessant for dem, der lever i 2026 at undersøge Dorothys skæbne. Ramona har gjort et stort forarbejde, og når arkiverne bliver tilgængelige 100 år efter fødslen, ja, så kan arbejdet fortsættes. Her bliver fødselsattester frigivet, med oplysning om forældre. Og her vil barnets fødselstilstand være beskrevet.

EPILOG

I begyndelsen af juni måned 2015 ringede Ramona til mig og kunne stolt berette at hun endelig havde fået henvendelse fra U.S.A., og ovenikøbet fra Dorothy’s børn, som hedder Sherry Lee og Randall. Det var en glædelig meddelelse, som kun kunne være mulig på grund af Ramonas vedholdende arbejde med at finde den amerikanske familie. Sherry Lee og Randall er begge også meget både glædeligt overrasket og taknemmelige over at de nu har fået kontakt til den danske del af deres familie. Ved en facetime samtale med Rand har jeg lovet at oversætte Theodors breve og sende disse til vores amerikanske ”nye” familie. Jeg har udarbejdet en slægtstavle som indsættes herunder.

Dorothy’s slægtstavle

SLUT

på Theodor Laustsen, men genoptages når jeg ved mere.